Pieros dagbog - Historien om det enkelte nummer til redning uden for hospitalet på Sardinien

Og fyrre års nyhedsbegivenheder set fra det unikke perspektiv af en læge-genoplivningsmand altid i frontlinjen

En prolog... Pavelig

Januar 1985. Nyheden er officiel: i oktober vil pave Wojtyla være i Cagliari. For en læge-genoplivningsmand, der har haft det i hovedet i årevis at lykkes med at organisere en effektiv medicinsk redningstjeneste uden for hospitalet, er det en af ​​de nyheder, der fjerner søvnen, som får en til at tænke, drømme...Måske det er det rigtige tidspunkt, det er et tegn på skæbnen. Det præstebesøg er ikke tilfældigt. Efter så meget eksperimentering med læger i ambulancer eller skynde sig ind primitivt motorcykel-ambulancer hvor der ikke er andet end et par jern i handskerummet, måske er tiden kommet til at organisere noget seriøst, noget stort, som aldrig engang er tænkt på før ved store begivenheder.

Ja, for før, præcis i april 1970, året for Cagliaris fodboldmesterskab, havde en anden pave, Montini, Paul VI, været i vores by og for at se og høre ham, på den store plads under Basilica of NS di Bonaria, næste gang til Hotel Mediterraneo, så mange som hundrede tusinde mennesker var samlet, hed det: det er netop derfor, at pladsen siden da officielt har fået det navn, Piazza dei Centomila. Nå, Bonaria og Piazza dei Centomila til side, efter Paul VIs besøg i Cagliari-kvarteret Sant'Elia, var der så protester, optøjer, stenkastning. Og kort sagt, for nødhjælpsindsatsen havde der utvivlsomt været nogle små problemer.

Nu talte eksperternes prognoser imidlertid om så mange som 200,000 mennesker, der forventedes i Cagliari til den ekstraordinære begivenhed, og derfor ville formodentlig problemerne med seriøs og organiseret sundhedspleje på stedet uden for hospitalet i virkeligheden have været enorme. Præfekturet ville bestemt have opfordret de relevante organer til at sørge for tilstrækkelig medicinsk nødhjælp til begivenheden. Hvilket punktligt skete på meget kort tid.

Jeg tænkte på tidligere erfaringer med andre genoplivningsmænd, nationalt og internationalt: i Paris med SAMU-personale (Urgent Medical Aid Services), som opererede i almindeligt tøj og bar duffeltasker med medicinsk udstyr, eller i Lombardiet, i Varese, især i anledning af pavens egen planlagte transit gennem et barsk sted til en landhelligdom, måske i regnen. Det var alle oplevelser, personligt oplevet af mig omend som en opmærksom og interesseret tilskuer, som alligevel havde været rig på indsigt og forslag.

Faktum er, at jeg i de meget tidlige måneder af '85 - som allerede var involveret i civilforsvaret - blev indkaldt til et møde i et udvalg - i dag ville det hedde en kriseenhed - hvor militær, civilt, sundheds- og frivilligt personale havde været inviteret. Blandt de mange ting, der blev diskuteret, dukkede også et tilsyneladende mindre problem op: Hvem skulle fysisk hente de mennesker, der kunne være syge eller på anden måde trængte til redning, for at blive skaffet til rådighed på de centre, der ville blive indrettet i nærheden af ​​pladsen? Svaret var for mig, givet netop tidligere erfaring, relativt enkelt, og jeg foreslog også det antal personer, der skulle til: 200 værnepligtige.

"Du ser for mange amerikanske film!” fortalte en sundhedschef, der var til stede på mødet. “Sand -Jeg svarede- Fortæl mig så om dit forslag!Det er overflødigt at tilføje, han havde ingen. Og så i sidste ende lykkedes det os at få fra hæren adgang til ikke 200 men 80 værnepligtige, der fungerede som bårebærere, 16 militærlæger, 8 ambulancebiler, en helikopter.

Til denne "styrke" kom 32 sundhedsassistenter, 50 frivillige redningsarbejdere, 35 korsfæstelsessygeplejersker og 34 genoplivningssygeplejersker, 4 genoplivningsambulancer (dvs. udstyret med ilt, aspirator og automatisk respirator og på board hvoraf der frem for alt var en læge og genoplivningssygeplejerske), som blev stillet til rådighed af de lokale sundhedsenheder (de daværende "Lokale Sundhedsenheder", der senere blev omdannet til ASL'er, dvs. "lokale sundhedsmyndigheder"); stadig 12 "normale", basale ambulancer (dvs. uden læge ombord og med "frivilligt" og ikke-professionelt personale), to blodmobiler fra Avis (Bloddonorforeningen). Dette var til køretøjerne; hvad angår civilt medicinsk personale, derimod ankom en vicemedicinsk direktør, i anledning af Dr. Franco (Kiki) Trincas, tre internister og 14 genoplivningsmænd.

Så var der behov for en effektiv radiokommunikationstjeneste, et behov, som lige da alle forberedelser syntes at være løst, foreslog en ingeniør fra det civile forsvar i provinsadministrationen mig og mindede mig om, at amatørradiooperatørerne i provinsen Cagliari havde allerede opnået betydelig erfaring: deres bidrag havde været afgørende, for eksempel i nødhjælpsindsatsen under Irpinia i 1980 jordskælv. Og for det havde de fået påskønnelse af den daværende nationale chef for civilforsvaret, Giuseppe Zamberletti. I anledning af Wojtylas tre dage på sardinsk jord ville de vise sig at være uvurderlige, især på den første dag, hvor paven før Cagliari tog til Iglesias (en kommune i provinsen Cagliari).

Så det var imidlertid, at da mobiltelefoni endnu ikke eksisterede og derfor ikke kunne regne med nutidens "mobiltelefoner", "hyrede" vi 22 radiooperatører fra provinsen, inklusive chaufførerne af terrængående køretøjer, så til tale, "radiomonteret." Kort sagt kunne i alt mere end 280 sundhedsarbejdere udgøre et pænt antal for en effektiv "vejside" sundhedsredningstjeneste.

Planen var derfor på papiret klar og havde godkendelse af professor Lucio Pintus, sundhedsinspektør for vores lokale sundhedsenhed nr. 21, som var baseret på det nye St. Michael's Hospital opkaldt efter opdageren af ​​cephalosporiner og tidligere borgmester i byen, Giuseppe Brotzu. Planen var dog klar. Og nu var det bare et spørgsmål om at sætte det i praksis.

Dr. Piero Golino – læge

Andrea Coco (tidligere RAI 3-journalist) – tekster

Michele Golino – billedforskning

Enrico Secci – grafik

Har måske også